Badmintonturneringen Japan Open blev en kort fornøjelse for flere af de danske deltagere.
I herresingle måtte Anders Antonsen og Hans-Kristian Vittinghus forlade turneringen efter blot en enkelt kamp.
Antonsen blev besejret af den tredjeseedede japaner Kento Momota, der vandt 21-9 og 21-10.
Vittinghus holdt ud en anelse længere end Antonsen, da han fik presset sin modstander, Wong Wing Ki Vincent fra Hong Kong, ud i tre sæt. Det endte med et dansk nederlag på 21-18, 17-21 og 12-21.
Topseedede Viktor Axelsen kæmpede sig videre med en sejr på 21-12 og 21-9 over Hsu Jen Hao fra Taiwan. Også Rasmus Gemke er videre efter en sejr over en modstander fra Thailand.
I damesingle er Mia Blichfeldt ude af turneringen, og det samme er mixeddoublen med Niclas Nøhr og Sara Thygesen.
Først onsdag træder de danske herredoubler ind i Japan Open. Her er Danmark repræsenteret med tre par.
/ritzau/