Badminton-veteranen Joachim Fischer Nielsen får muligheden for at vinde sit tredje EM i mixeddouble, når EM afvikles i spanske Huelva fra 24. til 29. april.
Den 39-årige Fischer, der vandt EM sammen med Christinna Pedersen i 2014 og 2016, er blevet tildelt et wild card af Badminton Europe sammen med sin nye makker, Alexandra Bøje, der er 18 år.
Fischer er taknemmelig over invitationen.
- Vi har tænkt os at bevise, at de har givet det til de rigtige. Vi vil rigtig gerne vinde en medalje til vores forbund, og vi tror på, at chancen for det er til stede.
- Lige nu virker Christinna Pedersen og Mathias Christiansen til at være det stærkeste par i Europa og et niveau over os andre, men vi føler, at vi er kompetente nok til at kunne bide skeer med nogle af de andre toppar.
- Vi har også halvanden måned til at spille os bedre, end vi er nu, siger Fischer.
Han har dannet par med Bøje siden januar, men Fischer har haft svært ved at finde sit fysiske topniveau ovenpå ankelbruddet, som han pådrog sig til VM i august sidste år.
I sidste uge blev det til exit i første runde i German Open. I denne uge får de en ny chance i All England.
Det bliver Bøjes debut i turneringen, og det samme bliver tilfældet, når hun stiller op til EM.
- Jeg glæder mig helt vildt, og jeg håber, at vi kan gøre det godt til EM. Det bliver vildt fedt at spille mit første senior-EM, og jeg håber, at det bliver en god oplevelse, og jeg er glad for at skulle spille sammen med Joachim.
- Han er god til at lære fra sig, og det har givet mig en helt masse motivation at spille og træne sammen med ham og de andre på landsholdstræningen i Brøndby, siger Alexandra Bøje.
/ritzau/