OL-turneringen i badminton blev ramt af en mindre skandale, da en kinesisk damedouble med stor sandsynlig valgte at tabe en kamp med vilje.
Publikum var ikke i tvivl, og de buhede verdens bedste duo Xiaoli Wang og Yang Yu ud af hallen.
- Det er usmageligt. OL fortjener ikke sådan noget, fastslår Christinna Pedersen, der er en del af Danmarks damedouble med Kristina Rytter Juhl.
- Man kan ikke være det bekendt, når der er så mange mennesker, der har betalt penge og har glædet sig til at se en god badmintonkamp, siger hun.
Xiaoli Wang og Yang Yu kunne med et nederlag placere sig i den modsatte turneringshalvdel i forhold til det andetseedede kinesiske par bestående af Tian og Zhao, der ligesom Wang og Yu har spillet sig frem til kvartfinalerne.
På den måde øger kineserne, der dominerer de fleste rækker i badminton, chancen for at vinde guld i London.
Landstræner Lars Uhre mener ikke, at der er noget at tage fejl af. Cifrene i nederlaget - 14-21 og 11-21 - fortæller det hele.
- Det er helt urealistisk resultat, fastslår Uhre, som ikke så kampen.
- De stiller op til OL for at vinde flest medaljer til Kina, og de vil gøre, hvad der kræves, og det beviser de på den største scene, siger landstræneren.
Christinna Pedersen, der sammen med Kamilla Rytter Juhl nu risikerer at møde de topseedede kinesere i semifinalen, mener også, at OL-arrangørerne bærer en del af ansvaret.
- Det er en fejl fra arrangørernes side, at de ligger kampene forskudt. De burde ligge kampene på samme tid, for så kan det ikke ske, siger hun.
/ritzau/