Opdateret kl. 17:01
Fra på lørdag får Danmarks bedste badmintonspillere ikke længere lov til at træne i Brøndby, hvor eliten normalt holder til mellem de store opgaver rundt om i verden.
Viktor Axelsen og alle de andre stjerner får heller ikke mulighed for at sparre med trænere eller få hjælp af specialister i hverken den ene eller anden forstand i forbindelse med internationale turneringer.
Og de er alle som én færdige med at spille på landsholdet.
I hvert fald indtil videre.
Årsagen er, at Badminton Danmark og landsholdsspillerne anført af Spillerforeningen ikke når at lave en ny eliteaftale inden fredagens deadline.
Det oplyser Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
Når forhandlingerne ikke ender med en aftale, inden november bliver til december, skyldes det en række centrale punkter, hvor parterne ikke kan nå til enighed.
Direktør i Badminton Danmark Bo Jensen, der har været med til at forhandle, slår fast, at det handler om principielle spørgsmål i forhold til eliteprogrammet og dansk badmintons fremtid, som forbundet ikke kan gå på kompromis med.
I et faktaark sendt ud sammen med pressemeddelelsen forklarer Badminton Danmark knasterne, som forbundet ser dem.
- Diskussionerne handler især om en fælles forståelse af spillernes rettigheder og forpligtigelser i forhold til aftalens kommercielle bestemmelser, hvad landsholdssponsorerne må og især ikke må.
- Men også områder der handler om hele præmissen for deltagelse på det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby, det tilhørende Eliteprogram og dermed udtagelse til landsholdet, lyder det.
Forhandlingerne synes på det kommercielle punkt at kunne sammenlignes med dem, der tidligere på efteråret stod på mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og landsholdsspillerne, hvor de kommercielle rettigheder var et stort stridspunkt.
Dengang var spillerne længe repræsenteret ved Spillerforeningens direktør, Mads Øland, og han sidder også med ved bordet i de nu strandede badminton-forhandlinger, hvor det kommercielle punkt altså også fylder meget.
På samme side som Øland sidder Michael Døi fra DEF (Danske Elitesportsudøveres Forening) og flere spillere, mens forbundets direktør Bo Jensen, sportschef Jens Meibom og forbundets advokat sidder på den anden side af bordet.
Badminton Danmarks hovedbestyrelse skal på sit næste møde onsdag den 5. december tage stilling til, om direktionen får forlænget sit nuværende forhandlingsmandat.
Den nuværende aftale mellem forbund og spillere blev indgået i 2013 og opsagt af forbundet i august i år med udløb 30. november, forbi aftalen blev fortolket og forstået forskelligt parterne imellem.
/ritzau/