Det Internationale Badmintonforbund (BWF) skal straffe fire kinesiske badmintonspillere, der var hovedpersoner i en mistænkelig kamp i sidste uges Fuzhou China Open.
Sådan lyder det fra Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, der efter at have set et uddrag af kvartfinalen, hvor He Jiting og Ta Qiang besejrede Li Junhui og Liu Yuchen i tre sæt, ikke tøver med at karakterisere kampen som fusk.
- Jeg må tilslutte mig kritikken. Det er snyd, det er matchfixing, og det kan vi ikke acceptere.
- I vores kontekst er det ligeså slemt som doping, og det skal straffes, for ellers skader vi sportens anseelse overfor fans og de mange sponsorer, der investerer massivt i øjeblikket, siger Bo Jensen til TV2 Sport.
Flere danske spillere overværede kampen i hallen, hvor Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen gik til turneringsledelsen for at klage over kampens forløb.
Senere skrev Hans-Kristian Vittinghus et indlæg på Facebook, hvor han sammenlignede kampen med skandalen ved OL i London, hvor otte spillere blev smidt ud for at forsøge at tabe.
- Første sæt varede ni minutter med server, der gik ud af banen, og i andet sæt fortsatte det med bolde, som blev sendt helt ud af måtten. Det er halvanden til to meter ude. Det sker bare ikke på dette niveau.
- Det var en komplet farce af en kamp, som fik mig til at tænke på OL i London, hvor fire par med vilje forsøgte at tabe. Jeg laver ikke fis. Så galt var det, skriver Vittinghus.
BWF meddeler TV2, at forbundet ikke ønsker at kommentere sagen, før man har modtaget turneringsrapporten.
/ritzau/