Landets badelande er i sommerferien et virvar af hvinende unger, oppustelige badedyr og andre legeredskaber i skøn forening.
Og så er det som forældre rart at vide, at livredderne holder godt øje med børnene i vandet og kan træde til med kvalificeret livredning, hvis katastrofen skulle ske. Men sådan forholder det sig langt fra.
Dagbladet B.T. har tjekket 30 af landets badelande, og i 21 af dem er der ingen garanti for, at der er uddannede livreddere til stede.
15 af de undersøgte 30 badelande har overhovedet ingen uddannede livreddere på bassinkanten. Så hvis der står livredder på trøjen, betyder det ikke nødvendigvis, at personen er uddannet livredder. Vedkommende kan lige så vel være en kantinemedarbejder, skriver B.T. mandag.
Sådan er det eksempelvis i Djurs Sommerland. Om det siger direktør Henrik Nielsen til B.T.
- Vores personale i badelandet kan førstehjælp, men de har ikke taget livredderprøver.
Det ryster formanden for Rådet for Større Badesikkerhed, Michael B. Aller.
- Det er rystende. Man har forventninger til, hvad en såkaldt livredder
kan, og vi har klare anbefalinger, som, vi mener, at badelandene skal
overholde for at undgå ulykker, siger Michael B. Aller til B.T.
En af anbefalinger fra Rådet for Større Badesikkerhed er, at badelande, der er åbne for offentligheden, skal have kvalificeret opsyn . Derudover anbefaler rådet, at livredderne hvert år beviser, at de kan svømme og besidder de mest fornødne livredningsmæssige kundskaber.
Men det er der ikke garanti for, idet der ingen lovgivning er på området, og der er heller ingen myndigheder, der tjekker om anbefalingerne bliver overholdt. Det var indtil 2005 politiets opgave, men det blev droppet.