Amalie Dollerup og holdet bag den populære TV 2-serie "Badehotellet" er i fuld sving med optagelserne til sæson ni, som får premiere i 2022.
I den forbindelse afslører Amalie Dollerup overfor Billed-Bladet, at den nye sæson springer fire år frem til 1945.
– Jeg har læst de første to manuskripter. Det er jo lige efter, at krigen er slut, så der er selvfølgelig sket nogle ting og nogle omstændigheder for folk, og de har ikke set hinanden længe, fortæller Amalie Dollerup til ugebladet.
Hun kan - og vil ikke - sige mere om, hvor han historien går, men hun tilføjer dog:
- Men jeg synes, det er meget dramatisk og spændende. Der sker nogle gode, nye ting, og jeg er meget glad og tilfreds med Amandas historie.
De seneste to sæsoner har foregået i krigens spæde start i Danmark i 1940 og 1941, hvor hotellets gæster og personale har gjort deres bedste for at holde tyskerne ude af øje og sind.
Men i slutningen af krigen ville det være så godt som umuligt for de ferierende gæster at holde en normal badeferie ved Vesterhavet, har forfatterne bag "Badehotellet" Hanna Lundblad og Stig Thorsboe tidligere afsløret.
Derfor måtte de forvænte badegæster blive hjemme og vente på, at krigen og besættelsen fik en ende.
- Og Amanda er ikke sen til at slå dørene op i håb om at gæster og ansatte har lyst til at komme tilbage, har Hanna Lundblad og Stig Thorsboe fortalt - men har, som Amalie Dollerup, ikke villet løfte sløret for mere.
"Badehotellet" har før sprunget tid. De første fire sæsoner foregik i 1928-1932, hvorefter sjette sæson sprang frem til 1939.
Ottende sæson af "Badehotellet" slog alle rekorder for seriens hidtidige seertal og blev fulgt af op mod to millioner danskere.