Det, der skulle have været en afslappende januarferie med familien, udviklede sig i stedet til lidt af et mareridt for "Badehotellet"-stjernen Simon Stenspil og hans familie.
Simon Stenspil, der vender tilbage i “Badehotellets” 10. sidste sæson, fortæller til tv2.dk, at han sammen med sin kone, skuespilleren Anna Stokholm og deres søn Ziggy, var draget til Thailand i januar for at komme væk fra den danske vinter.
Men ferien gik langt fra som forventet for familien. Simon Stenspil fik det dårligt, og det viste sig, at han var blevet stukket af en myg. Det resulterede i en voldsom omgang denguefeber, en virus, der i yderste konsekvens kan være livsfarlig.
- Jeg anede ikke, hvad det var. Jeg synes jo i virkeligheden, det er ret kedeligt og ikke særligt actionpakket, at jeg er blevet bidt af en myg og ender med at bliver så syg, siger Simon Stenspil til tv2.dk, som møder skuespilleren til et pressemøde forud for den kommende sæson af “Badehotellet”.
Simon Stenspil var indlagt på hospitalet i otte dage og havde 40 i feber, smerter i knogler og muskler, kraftig hovedpine og hoste.
Den 40-årige skuespiller fortæller, at han “virkelig ikke havde det godt”, men at hospitalet heldigvis havde stor erfaring med netop denguefeber, som er meget udbredt i tropiske områder. Hans kone Anna Stokholm var ovenikøbet højgravid, men heldigvis havde hun sine forældre med på ferien.
Da Simon Stenspil omsider fik lov at flyve hjem til Danmark var det i en ni kilo lettere udgave. Han er på benene igen, men fortæller at det har taget lang tid at komme ovenpå igen.
Simon Stenspil vender tilbage som vagabonden Valter i 10. sæson af "Badehotellet", der får premiere 3. marts på TV2 og TV2 Play.