Ventetiden er jo nærmest ulidelig, men den kommende og sidste sæson af "Badehotellet" er på vej.
Faktisk er de første optagelser allerede i kassen.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Successerien er skrevet af Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, som i pressemeddelelsen siger.
- Det er dejligt efter to års pause at være i gang med optagelserne til "Badehotellet"s tiende sæson. Det er samtidig seriens store finale på denne gang otte afsnit, lyder det fra forfatterparret, som også lover både herlige gensyn og helt nye ansigter.
- Vi kan love et gensyn med alle dem, seerne kender, men også et møde med nye karakterer, der vil komme til at ruske grundigt op i det lille hotel, før trådene forhåbentlig redes ud, siger Stig Thorsboe og Hanna Lundblad.
Sæsonen begynder i sommeren 1946, hvor verden er ved at åbne sig på ny, og nye planer fødes, selv om besættelsestiden stadig spøger.
"Badehotellet" havde premiere i 2013 og trak rigtig mange seere allerede fra de første afsnit.
Der var oprindeligt bare planlagt fem sæsoner, der skildrede Danmark fra 1928 til 1933.
Men forfatterparret besluttede at lade serien fortsætte og dermed tage tiden før, under og efter Besættelsen med.
Sidste og tiende sæson af "Badehotellet" får premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2024.