Det er slemt nok at ryge 60 smøger om dagen, men supplerer du den usunde vane med pølser og bacon i store mængder, så har du forhøjet risikoen for at udvikle rygerlunger også kaldet KOL.
Det er forskere fra det amerikanske universitet Columbia University, som har undersøgt sammenhængen mellem forarbejdet kød og den uhelbredelige lungesygdom KOL, som rammer mange rygere. Og det viste sig, at den gruppe, der spiste kødtung kost havde 78 procent større risiko for at udvikle KOL, skriver MetroXpress.
- Vi ved, at rygning er tæt forbundet med lungesygdommen KOL. Men hvis man ikke kigger efter andet end rygning som årsag, så finder man ikke andet. Derfor er det her stykke forskning utrolig spændende, siger Jørgen Vestbo, der er professor i lungesygdomme på Hvidovre Hospital, til metroXpress.
Forarbejdet kød er for eksempel bacon, pølser og pålæg. Det er stoffet nitrat, som tit findes i forarbejdet kød, der er under mistanke for at give rygerlunger.
- Vi kender alle onklen, som røg 60 cigaretter hver dag og blev 90 år og aldrig havde en sygedag. Der er nogle tilfælde, hvor der mangler nogle brikker i puslespillet, som den nuværende forskning ikke kan forklare. Måske betyder kost meget mere for KOL, end vi tror, siger Jørgen Vestbo til metroXpress.
Undersøgelsen er ret omfattende og gør brug af svardata fra over 7.000 amerikanere.