Der er dømt tårevædede piger, bamser og roser på scenen og en lille smule nostalgi, når boybandet Backstreet Boys giver koncert i Danmark 11. april 2008.
Koncerten kommer til at finde sted i Ballerup Super Arena, og billetterne til koncerten bliver sat til salg på Billetnet 27. december klokken 10.00.
Backstreet Boys udgav deres seneste album Unbreakable i oktober 2007 og er i disse dage på turné i USA i forbindelse med udgivelsen.
Bandet blev dannet i 1992 og har solgt over 75 millioner albums, og selvom koncerten højst sandsynligt vil bestå af flest numre fra det nyeste album, får fansene garanteret også mulighed for at høre monsterhit som As Long As You Love Me og Everybody .
Bandet består i dag af Nick Carter, Howie Dorough, Brian Littrell og Aj McLean, mens det oprindelige femte medlem, Kevin Richardson, forlod gruppen tilbage i 2006.