Svineinfluenzaen kan ramme selv de mest feterede popstjerner.
Brian Littrell fra den amerikanske popgruppe Backstreet Boys, er blevet smittet med svineinfluenzaen - også kendt som H1N1.
"Desværre blev jeg diagnosticeret med svineinfluenza i går, og mit job er nu at holde mig så langt væk fra andre mennesker, som jeg kan," siger Brian Littrell i en video på pogruppens hjemmeside.
Gruppen skulle have været til et fan-arrangement på Hard Rock Café i New York i dag, men dette blev aflyst. De andre Backstreet Boys-medlemmer er nu blevet undersøgt af en læge.
"De har fået forebyggende medicin, der forhåbentlig vil forhindre, at de også får svineinfluenza," siger Brian Littrell.
Backstreet Boys skal spille koncert i København den 6. og 7. december, og mon ikke Brian Littrell når at blive rask inden da.