Unge piger kender deres værd. Bare prøv at skaffe en babysitter en lørdag aften.
»Jeg plejer at få 500 kroner, penge til en pizza eller noget takeaway, lidt slik og nogle nye dvd"er og en taxa hjem,« fortæller Line Hjorsø, der er 21 år, og som passer børn et par gange om måneden.
Og hun er ikke noget særtilfælde. Hvis man vil have en babysitter, som man oven i købet gerne vil se igen, så er det bare om at komme til lommerne og forkæle hende. Ellers gider hun ikke, for der er masser af andre familier at vælge imellem.
»Jeg runder altid op«
Det kender Hanne Kierstein alt til. Hun er mor til to drenge, og bruger jævnligt en babysitter:
»Det handler om udbud og efterspørgsel. Jo tidligere jeg er ude, des billigere er det, siger Hanne Kierstein.
På den måde kan hun vælge imellem de forskellige babysittere. Hun betaler som regel mellem 50 kroner og 100 kroner i timen. Hvis hun for eksempel har brug for at få passet drengene i nogle få timer, er det fint med en 14-årig babysitter til 50 kroner i timen.
»Men så forkæler jeg hende også med slik, kage og sodavand. Og jeg runder altid op, så hun får lidt mere. Er det en sen aften, hvor jeg har brug for en mere ansvarlig person, der kan blive længe, og som kan lave mad, så har jeg en dame på 65 år, der får 100 kroner i timen,« fortæller Hanne Kierstein.
Lørdag koster ekstra
Hun er klar over, at babysitteren skal forkæles, ellers risikerer hun, at hun ikke gider komme igen. Så en lørdag aften er altid på fuld timebetaling, også selvom den unge pige ligger og sover i gæstesengen.
»Man kan ikke bare give babysitteren en fast pris. De vil have for hver time, og man runder altid op. Også selvom de ligger og sover når jeg kommer hjem. Og hvis det er en ung pige, skal hun også have en taxa hjem. Sådan er det,« siger Hanne Kierstein.