Babysam fjerner de sutteflasker, der indeholder BPA. Stoffet mistænkes for at være hormonforstyrrende, og fra næste uge er det forbudt at sælge sutteflaskerne. Men nu bliver de pillet af hylderne før tid.
Det sker efter, at Avisen.dk fredag afslørende, at Babysam har indledt en regulær slutspurt i udsalget af sutteflasker med Bisphenol a (BPA). Sutteflaskerne er forbudt fra 1. juli.
Slagtilbud på hormonsutteflasker
Babysam har anført, at de ikke gjorde noget forkert, da sutteflaskerne stadig er lovlige, og at kæden ikke skjuler noget ved ikke at gøre opmærksom på, hvorfor de pludselig sælges til langt under halv pris.
Kæden mærker nemlig tydeligt de sutteflasker, der ikke indeholder BPA.
Stærk kritik fra Forbrugerrådet
Men det var hverken Forbrugerrådet eller Fødevarestyrelsen enig i. De har begge kritiseret Babysam for ikke at oplyse forbrugerne.
Babysam siger nu, at sutteflaskerne bliver fjernet, men fastholder, at kæden har handlet i god tro.
"Vi vil ikke have, at der rejses tvivl omvores troværdighed i forbindelse med salg af de produkter, vi har i butikkerne. Fødevarestyrelsen har fået gennemført et midlertidigt forbud mod stoffet i fødevareudstyr til børn i alderen 0-3 år. Vi har handlet i god tro ud fra, at forbuddet ikke har været øjeblikkeligt og på basis af informationer fra Plastindustrien, der henviser til, at den afsmittende effekt af stoffet skal væe 6.000 gange større end tilfældet er med sutteflaskerne, hvis det skal indebære nogen påvirkning," siger indkøbsdirektør i Babysam, Allan Agerskov.
Alligevel tilbyder kæden, at alle forbrugere, der har købt sutteflaskerne med BPA på tilbud henvende sig hos Babysam med deres kvittering og få pengene tilbage.