34-årige Pernille Nygaard smiler ekstra bredt for tiden. Hun er nemlig blevet gravid og venter sammen med kæresten Mikkel Nielsen sit andet barn, afslører den tidligere realitybabe nu jurist på Instagram.
- En kærlighed som jeg har oplevet en gang før - nemlig da jeg ventede din storesøster - og jeg glæder mig sådan til, at jeg kan elske dig lige så højt sammen med din far, skriver hun blandt andet til et billede, hvor hun holder et scanningsbillede mod sin mave.
Pernille Nygaard blev kendt som ”dum blondine” efter sin medvirken i Paradise Hotel. Men 13 år og en række realityprogrammer senere, har den nu 34-årige Pernille Nygaard uddannet sig til jurist og slået sig ned i det jyske med Mikkel Nielsen, som hun har været kæreste med siden 2023.
Til Ekstra Bladet afslører Pernille Nygaard, at hun har termin i september – og beviser samtidig, at nok er hun stadig blondine, men hun er ikke dum.
- Jeg glæder mig helt vildt. Det er en lykkelig ting. Jeg kunne godt regne ud, at jeg havde taget på, og at det måtte skyldes noget andet end kage.
I forvejen er Pernille Nygaard mor til en datter på 15 år, som hun ikke har haft kontakt med i flere år, har hun blandt andet fortalt til HER&NU.
- Jeg har hverken hørt hendes stemme eller set hende i de tre år - jeg aner ingenting om, hvordan hun har det. De har blokeret mig alle steder. Jeg er bare blevet skåret ud af ligningen, som om jeg ikke eksisterer. (…) Jeg har skrevet beskeder om, at jeg stadig er her, og at jeg elsker hende og håber, hun har det godt, og at hun altid kan ringe, hvis der er det mindste. Så hun ved, jeg ikke er sur over det valg, hun har taget, sagde hun dengang.