Skuespilleren Joseph Gordon-Levitt, der blandt andet er kendt for sin rolle som den berømte amerikanske whistleblower Edward Snowden i filmen "Snowden", er en privat herre.
Alligevel er det lykkedes flere internationale medier at opsnappe, at den 35-årige Hollywood-stjerne skal være far igen. Det skriver E! News.
Joseph Gordon-Levitt og hans hustru, Tasha McCauley, blev onsdag set forlade en café i Beverly Hills, og her viste en tydelig babybule, at der er småfolk på vej.
Parret har senere bekræftet, at de venter deres andet barn sammen, men de har ikke afsløret, hvornår Tasha McCauley har termin. I forvejen er de forældre til en søn, som offentligheden ikke kender navnet på.
Generelt er Joseph Gordon-Levitt og Tasha McCauley opsatte på at holde deres privatliv ude af avisspalterne. Det skete også, da de i december 2014 blev gift ved en lille privat ceremoni.
- At være i offentlighedens søgelys er en stor ting. Det giver mig mulighed for at gøre, hvad jeg elsker, hvilket er at spille med i film, men det er et valg, jeg har truffet, har Joseph Gordon-Levitt tidligere udtalt, da han besøgte talkshowet "Live! With Kelly and Michael".
- Det har sine gode sider og helt ærligt nogle dårlige sider, tilføjede han.
Netop derfor prøver Gordon-Levitt at skåne sin søn fra opmærksomheden, lød forklaringen.
- Han har ikke truffet valget om at være i offentlighedens søgelys, og det er et valg, som jeg vil give ham lov til at træffe, når han er ældre, og når han er i stand til at reflektere over den slags, sagde skuespilleren.
/ritzau/FOKUS