Ammende mødre, som er vegetarer eller veganere, risikerer at give deres børn alvorlige og varige neurologiske og kognitive skader.
Det sker, fordi de mangler B12-vitamin i kroppen, skriver dr.dk.
Ifølge en artikel i Ugeskrift for Læger var det med B12-tilskud muligt at vende udviklingen, så to børn, der blev diagnosticeret med svær livstruende B12-mangel 10 måneder gamle, kunne udvikle sig normalt.
Børn, som var blevet diagnosticeret 13 måneder gamle, havde fået varige neurologiske skader trods behandling.
Derfor er det vigtigt, at vegetarer og veganere er opmærksomme på, om de får for lidt vitamin B12 i kosten.
Af hensyn til fosteret og det diende barn er det nødvendigt, at moderen får B12-tilskud, enten forebyggende som tabletter eller som injektion, hvis hun har B12-mangel.