Allerede som spædbørn kan vi mennesker skelne mellem godt og skidt. Og vi foretrækker det gode.
Det er konklusionen på en ny undersøgelse fra Yale University i New England, USA, der viser, at babyer foretrækker personer, der hjælper andre, frem for nogen, der ikke foretager sig noget eller ligefrem stiller sig i vejen for andres mål.
Høj baby-moral
Forsøget testede 28 børn i alderen seks til 10 måneder. Hvert barn så en figur, der kæmpede for at klatre op ad en bakke, men som ikke havde kræfterne til det.
Efter flere fejlslagne forsøg blev klatreren enten hjulpet op af en trekantet hjælper eller skubbet ned af en firkant.
Efterfølgende foretrak 14 af de 16 ti-måneders babyer samt alle seks halvårige den trekantede figur.
Forfatterne til undersøgelsen mener, at resultaterne tyder på, at babyer kan skelne mellem godt og skidt fra barnsben.
»Det her støtter synspunktet, at vores evne til at vurdere personer er biologisk betinget - universelt og ikke indlært,« lyder det fra forfatterne, der tæller psykologiprofessoren Karen Wynn fra Yale University.
Psykolog Bente Sylvest-Johansen er formand for Nordisk Forening for Spædbørns Udvikling og arbejder med spæd- og småbørnsfamilier. Hun har ikke selv set den amerikanske undersøgelse, men forklarer, at børn instinktivt søger overlevelse.
»Og det lyder da meget sandsynligt, at børn vælger det, de er mest trygge ved. Men børn i den alder kan ikke vælge mellem rigtig og forkert, fordi deres hjernekapacitet slet ikke er så udviklet,« siger hun.