Hvordan får man en baby til at stoppe med at græde? Russiske sygeplejersker har brugt en noget alternativ metode. De tapede simpelthen babyernes munde til, så de ikke skulle høre på gråden.
Det har forarget Rusland, hvor en politiefterforskning er iværksat. Episoden skete på et hospital i byen Jekaterinenburg, som ligger i det sydlige Rusland. Det var en patient på hospitalet, som opdagede behandlingen af babyerne.
»Jeg hørte, at en baby mumlede på nabostuen. Da jeg kiggede ind, så jeg babyen med plaster over sin mund. Han kunne ikke græde eller noget andet, han mumlede bare,« fortæller Elena Kuritsyna til Reuters.
Hun forsøgte først at få en sygeplejerske til at stoppe behandlingen af børnene, men fik besked på at passe sig selv. Forklaringen til Elena Kuritsyna var, at babyerne græd så højt, at det distraherede sygeplejerskerne i deres arbejde.
Den forklaring var Elena Kuritsyna ikke tilfreds med. Hun videofilmede babyerne på sin mobiltelefon og fjernede derefter tapen fra deres munde.
Efter sagen er kommet frem i de russiske medier, har den skabt stor forargelse. Den ledende sygeplejerske er blevet suspenderet, og en politiefterforskning er sat i gang.