Spædbørn med spiseforstyrrelser. Det lyder som forældrehysteri, men er ikke desto mindre den virkelighed, man møder på flere af landets psykiatriske afdelinger, skriver Jyllands-Posten.
- Spæd- og småbørnspsykiatri i dag er, hvor børnepsykiatrien var for 30 år siden. I dag accepterer man, at børn kan have psykiske problemer, men problemer findes også tidligere i livet, og det skal vi også acceptere, så vi kan hjælpe dem, siger overlæge Anne Mette Skovgaard, der leder spæd- og småbørnsafdelingen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup til Jyllandsposten.
Hun møder dagligt 0-3 årige med psykiske problemer og forsker i at afdække sygdommens tidligere tegn.
- Dem, som vi hjælper, har ikke bare problemer i et par dage eller uger. Det er vedvarende og ses i flere sammenhænge. Hvis de har spiseforstyrrelser kommer de, fordi de gennem flere måneder har afvist mad og derfor har brug for hjælp for at opretholde vægten. Det er ikke det samme som børn, der bare er trodsige, forklarer hun.
Også i Århus oplever man det stigende behov, og i løbet af i år åbner Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov det første afsnit i Jylland for spædbørn.
- Der er bestemt et behov. I 2004-2006 havde vi en midlertidig afdeling, hvor to deltidsansatte dokumenterede behovet for et afsnit for både spædbørn og psykisk syge gravide. Den afdeling bliver nu permanent med fire fastansatte, fortæller overlæge Birgitte Retbøll, der til dagligt undersøger og behandler børn fra tre år til ca. syv år på centret ved Århus.