Under rensningen af Odense Å har kommunale medarbejdere tidligt tirsdag morgen gjort et grusomt fund.
I en pose har de fundet liget af en baby, bekræfter Herman Overgaard, kriminalinspektør ved Fyns Politi, Odense.
- Vi er på nuværende tidspunkt ikke i stand til at sige, om der er tale om en pige eller en dreng. Det skal en obduktion først afsløre, siger han til avisen.dk
Politiet ved ikke om babyen var dødt, før det blev smidt i vandet eller om babyen er druknet. På nuværende tidspunkt er der heller ingen oplysninger om, hvor længe babyen har ligget i vandet.
- Det kan være flere måneder, det ved vi ikke. Det er det, vi nu skal finde ud af, siger Herman Overgaard.
Politiet efterlyser nu vidner, der kender til mistænkelige graviditeter i og omkring Odense.
Del af større oprydning
Babyen blev fundet ved Erik Bøghs sti bag Langelinie klokken 8.41 i forbindelse med en længe planlagt oprensning af Odense Å.
Oprensningen begyndte i morges, og det var under arbejdet med at sænke vandstanden cirka en meter, at liget af babyen dukkede op.