Det var ved at gå helt galt for en 53-årig mand, da han natten til torsdag havde lejrbål på en p-plads ved Blåvand Strand.
Det skriver TV SYD.
Den 53-årige, der er bosat i Middelfart, faldt pludselig i søvn, og ilden spredte sig og antændte noget beplantning i nærheden af bålet.
Heldigvis kontaktede en forbipasserende øjeblikkeligt politiet, som rykkede ud.
- Han havde tændt bål for at koge noget vand, forklarer Henrik Sønderskov, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.
Inden brandvæsenet kom til undsætning, var manden selv gået i gang med at slukke branden.
Han er nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, hvilket kan udløse en bøde på mindst 3000 kroner.