Bådflygtninge døde af tørst på vej mod Italien
55 forsøgte nå frem til Europa, men den skæbnesvangre rejse endte helt galt. Blot en enkelt person overlevede.

En gummibåd fyldt med flygtninge, som stævnede ud fra Nordafrika med kurs mod den italienske kyst og et bedre liv, nåede aldrig frem.

Kun en enkelt person overlevede den skæbnesvangre tur, som tog 15 dage, mens alle andre om bord døde af tørst på Middelhavet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den stærkt dehydrerede overlevende, en mand fra Eritrea, blev reddet af den tunesiske kystvagt, mens han klyngede sig til resterne af gummibåden.

Han har fortalt mandskab fra FN-organisationen UNHCR, at 54 mennesker i båden døde af tørst på vejen fra Libyen til de italienske kyster.

De nåede angiveligt næsten frem til destinationen, men blev drevet tilbage og slået ud af kurs af stærke vinde, hvorefter deres skrøbelige fartøj begyndte af miste luft.

Manden fortæller, at hans stadigt mere desperate rejsefæller begyndte at drikke havvand, hvilket kun forværrede deres tørst.

Den tragiske hændelse er blot den seneste i en lang række af fatale episoder, hvor bådflygtninge er omkommet på vej over Middelhavet.

Sidste år var antallet af indvandrere og flygtninge, der i vakkelvorne både kom til Lampedusa særligt voldsom, da uroen i Tunesien og den eskalerende konflikt i Libyen fik flere end normalt til at søge et bedre og sikrere liv i Europa.

Øens eneste indvandrercenter blev i september sidste år brændt ned af en gruppe tunesere og er i øjeblikket lukket. Derfor bliver alle indvandrere nu indlogeret i midlertidige faciliteter.

I forbindelse med det arabiske forår valgte Italien at give seks måneders midlertidig opholdstilladelse til over 20.000 tunesere, som oven på optøjerne i deres hjemland var flygtet til Lampedusa.

Det betød, at de mange tunesere frit kunne rejse over grænsen til ethvert andet EU-land - heriblandt til tunesernes ønskedestination, Frankrig.

Frankrig tog derfor sagen i egen hånd og forbød blandt andet et italiensk tog med cirka 300 tunesere at passere grænsen til Frankrig.

/ritzau/Reuters