To af de højst seedede kvinder i Australian Open måtte natten til lørdag dansk tid grave dybt for at spille sig frem til ottendedelsfinalerne.
Både den fjerdeseedede Naomi Osaka og den sjetteseedede Elina Svitolina måtte ud i tre sæt, før deres videre færd var sikret.
Derimod fik Serena Williams næsten ikke sved på panden i sin kamp mod den ukrainske teenager Dayana Yastremska.
Den 37-årige amerikaner, der er seedet som nummer 16, tillod modstanderen at vinde i alt tre partier i det ensidige opgør, der sluttede 6-2, 6-1.
Serena Williams, der jagter sin ottende singletitel i Australian Open, møder i næste runde vinderen af kampen mellem hendes ældre søster Venus og den førsteseedede Simona Halep.
Naomi Osaka, der ved sidste års US Open vandt sin første grand slam-titel, tabte sit første sæt til veteranen Hsieh Su-wei fra Taiwan med 5-7. Det gjorde den 21-årige Osaka så rasende, at hun hamrede sin ketsjer ned i banen.
Hendes nedtur fortsatte langt ind i andet sæt, hvor den 28.-seedede modstander var et enkelt point fra at bringe sig foran 5-2, før Osaka fik rettet op på sit spil og sikrede sig sættet med 6-4.
Det afgørende tredje sæt vandt den unge japaner sikkert med 6-1. Hun møder i næste runde Anastasija Sevastova fra Letland.
Elina Svitolina fra Ukraine kæmpede sig også tilbage i sin kamp mod Kinas Zhang Shuia, som vandt første sæt 6-4, men tabte de to næste med 4-6 og 5-7. Kampen varede to timer og 55 minutter.
Svitolina, der i efteråret sikrede sig karrierens største titel med sejren i WTA's sæsonfinale i Singapore, møder i fjerde runde Elise Mertens eller Madison Keys.
/ritzau/