For andet år i træk er Victoria Azarenka klar til finalen ved US Open i New York.
Den andenseedede hviderusser spillede sig fredag frem til slutkampen med en sejr i to sæt over Flavia Pennetta fra Italien.
Cifrene blev 6-4, 6-2 i Victoria Azarenkas favør.
Begge spillere havde uhyggeligt svært ved at holde deres serv i første sæt.
Hele syv servegennembrud blev det til i 10 partier, før Victoria Azarenka trak sig sejrrigt ud af sættet.
I andet sæt fortsatte bygen af servegennembrud, men denne gang med hviderusseren i rollen som den klart bedste.
I finalen skal Victoria Azarenka enten møde topseedede Serena Williams fra USA eller den femteseedede Li Na fra Kina.
Sidste år tabte Victoria Azarenka finalen ved US Open til netop Serena Williams.
/ritzau/