Der er nok mange ældre mennesker, der vil mene, at Guns 'N' Roses' musik kan gøre én skør. Men kunsten at nå de ultra høje toner i bandets sange kan åbenbart også gøre én sindssyg. Det mener gruppens forsanger, Axl Rose.
I et interview med den amerikanske radiostation US radio forklarer Roses ven Sebastian Bach, at det krævende arbejde i at nå de høje toner har givet mentale problemer.
"Han fortæller mig, at kilden til alt hans sindssyge er hans stemme. Det er et hårdt job at synge, som han gør. At synge i det toneleje er en meget svær ting at gøre," siger Bach.
Den aldrende sanger er kendt for et hidsigt temperament, der senest kom til udtryk under bandets Europaturne. Her gik Rose flere gange amok bag scenen. Men den sindsforvirrede forsanger faldt også i den modsatte grøft, da han under en koncert i England sov over sig og kom for sent på scenen.