Viktor Axelsen blev ikke overraskende kåret som årets badmintonspiller ved lørdagens DM-finaler.
Axelsen vandt blandt andet VM og sæsonfinalen i Dubai i løbet af 2017.
- Det er selvfølgelig altid dejligt med anerkendelse, så prisen betyder meget for mig. Det er et kæmpe skulderklap, så tusind tak til Badminton Danmark og til alle, som synes, at jeg har fortjent den her, siger han ifølge TV2.
- Det er klart, at VM var fedt og noget, jeg altid vil huske tilbage på. Så et fedt år for mig, og forhåbentlig kan jeg fortsætte det her i 2018, siger han.
Axelsen var dog ikke selv i aktion ved DM i badminton. En ankelskade tvang ham til at melde afbud.
Efterfølgende forklarede han TV2 Sport, at det ikke går så godt med den skade, han pådrog sig i Indonesia Masters.
- Lige nu går det ikke godt. Desværre. Jeg håber, jeg får lidt mere afklaring i næste uge omkring, hvad der lige skal ske. Men det er klart, at det ikke er super fedt.
I Axelsens fravær var det unge Anders Antonsen, der vandt DM-guld i herresingle for andet år i træk.
I finalen vandt Antonsen over Hans-Kristian Vittinghus i sikker stil.
/ritzau/