Den danske badmintonspiller Viktor Axelsen er klar til semifinalen ved VM i Glasgow.
Fredag vandt han sin kvartfinale efter et nervepirrende drama, hvor Chou Tien Chen fra Taiwan blev slået 21-18, 20-22, 21-16. Dermed er han sikret mindst bronze i turneringen.
Axelsen havde to matchbolde allerede i andet sæt, men han måtte ty til endnu et sæt, før modstanderen var nedkæmpet.
- Det er fandeme fedt. Helt vildt. Jeg var ved at flække det hele, da jeg tabte andet sæt, men jeg fik clearet hovedet. Nu er jeg sikret medalje. Det er derfor, vi er her, siger Axelsen til TV2.
Danskeren virkede veloplagt fra start, men alligevel blev første sæt en meget lige affære.
Det første store hul i sættet skabte danskeren ved 17-13, og det brugte han som afsæt til at vinde 21-18.
Taiwaneren kom bedst ud til andet sæt. Han kom foran 3-1, inden Axelsen også mentalt dukkede op til sættet og kom foran 10-6, 13-10 og siden 16-13.
Men taiwaneren gav aldrig op og sled sig tilbage til 16-16, inden Axelsen fandt nye kræfter.
Først med en baghånd og efterfølgende med en forhånd smashede danskeren sig til to matchbolde.
De blev ikke udnyttet, og taiwaneren vandt i stedet fire bolde i træk og dermed sættet.
I tredje sæt var danskeren en smule ovenpå fra start. Han kom på 6-3, 9-6 og 12-9, men Chou Tien Chen blev ved med at komme tilbage.
Han kom foran for første gang i sættet ved 14-13, hvorefter to meget tætte dueller udspillede sig.
Danskeren spillede tæt på linjerne og havde to hawk-eye-kendelser i træk på sin side, så han kom foran 15-14.
Det gav dansk overtag, og Axelsen smashede sig på 17-14. Nu virkede taiwaneren for alvor træt, og han begik flere fejl, der gav nemme danske point.
Axelsen spillede sig frem til yderligere fem matchbolde og udnyttede den anden i den omgang - og fjerde i kampen - med en velplaceret smash.
Dermed er han som første dansker klar til lørdagens semifinaler i Skotland.
/ritzau/