Hvis Danmarks Radios ledelse savner sympati, skal de ikke læse aviser onsdag morgen. Lederskribenter i flere danske dagblade placerer skylden for pengemanglen hos DR’s egen ledelse og opfordrer politikerne til at afvise at give dem flere lommepenge.
- Danmarks Radio er i særklasse den mest forkælede kulturinstitution i kongeriget. En mastodont præget af bureaukrati, lønfråds, ineffektivitet og indbyrdes organisationskævl. Siden 1987 har den haft konkurrence fra TV 2, men det har desværre ikke løst monopoltidens problemer.
Sådan lyder en sønderlemmende kritik i Kristeligt Dagblad.
Alle andre steder end radiokanalen P1 og tv-kanalen DR2 fyldes sendefladen af tom underholdning, mener lederskribenten.
Runden af øretæver fortsætter i Berlingske Tidende.
DR må selv finde pengene
- DR’s budgetter er betydelige, og man har en udstrakt dispositionsfrihed. Alligevel er det ikke tilrådeligt, at Folketinget beder skatteyderne om flere penge, selvom DR’s medarbejdere gerne så denne løsning. Løsningen må DR selv stå for, mener Berlingske Tidendes lederskribent.
Der er heller ingen sympati for DR-ledelsen i Politiken.
- Hvis nogen skal ’straffes’ for det, er det ledelsen og byggefirmaerne, ikke medarbejderne, endsige seerne og lytterne, skriver lederskribenten.
I Politiken er der dog små tegn på, at pengekassen ikke bør være lukket i al evighed.
- Hvis DR slækker på sine ambitioner og presses til at svigte sine grundlæggende oplysningsforpligtelse, er det hele det danske samfund, der rammes, konkluderer Politikens lederartikel.