Om ganske få dage får Danmark en helt ny netavis. Når du fra 1. september klikker ind på Avisen.dk, vil du blive mødt af et nyt design samt et nyt redaktionelt indhold, der bliver leveret af et helt nyt hold dygtige journalister.
Avisen.dk vil fortsat have en bred dækning med spændende nyheder om udland, indland, sport og underholdning leveret af nyhedsbureauet Newspaq. Men som noget nyt sætter avisens egne reportere særligt fokus på de ting, som optager danskerne i forbindelse med deres arbejde.
"Vi kan tilbyde læserne gode historier om, hvad der sker både i Danmark og ude i den store verden - samtidig med, at vi leverer kritisk, vedkommende og helt unik journalistik om alt fra fyringer og lønnedgang til frokostordninger, stress og kærlighed på jobbet," siger chefredaktør Rasmus Emborg
Arbejde er en vigtig del af danskernes identitet, og for de fleste er et godt arbejde en forudsætning for et godt liv. Derfor vil Avisen byde på kontante nyheder samt daglige guides, der gør det bedre for læserne at gå på arbejde. Avisen vil også sætte fokus på det stigende antal danskere, der mister deres arbejde.
"Avisen.dk skal være både læsernes vagthund og bedste ven", siger Rasmus Emborg
Det er A-pressen og internetkoncernen Freeway, der står bag det nye Avisen.dk, som vil sætte nye standarder for netjournalistik i Danmark. Mens de øvrige medier stadig reserverer deres bedste historier til papir, tv eller radio, satser den nye netavis på kvalitetsjournalistik, som bliver lagt derud, hvor de fleste læsere er - nemlig på nettet.
På gensyn i det nye Avisen.dk