Først skulle han til Sampdoria, så var han på vej til Brøndby, så var han så godt som allerede skiftet til Brøndby, så skulle han pludselig til tysk fodbold, så var han pludselig slet ikke til salg længere, og nu skal han så - angiveligt altså - alligevel til Brøndby.
Hvis Esbjergs 22-årige midtbaneprofil Niki Zimling er en smule rundtosset i øjeblikket, er der ikke noget at sige til det. Men ifølge B.T. er der afklaring på vej for Niki Zimling.
Ifølge avisens oplysninger skal Esbjerg og Brøndby således mødes i morgen tirsdag for at forhandle en aftale på plads. Hvis det lykkes Brøndby at hente Zimling bliver der tale om et comeback i den gule trøje. Zimling skiftede således fra netop Brøndby til Esbjerg i efteråret 2005.