Venstres daværende politiske ordfører Peter Christensen (V) sendte midt under Stephen Kinnock og Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag i 2010 en e-mail om skattetekniske spørgsmål i sagen til daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V).
Det skriver BT.
Mailen handlede om muligheden for at bringe Thorning-Kinnocks sag for Skatterådet og blev 7. juli 2010 kl. 17.57 sendt til Troels Lund Poulsens private hotmail.
Det viser skattesagskommissionens dokumenter ifølge BT.
Troels Lund Poulsen havde på det tidspunkt både en ministermail og en folketingsmail.
Mailen står i kontrast til Venstre-politikernes forklaringer i kommissionen om, at de på ingen måde beskæftigede sig med skatte-sagen eller interesserede sig for den.
Ifølge professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze åbner brugen af en privat mail-konto mulighed for, at man bevidst forsøgte at unddrage sig offentlig-hedens opmærksomhed. Han siger til avisen:
- Mailudvekslingen viser, at man har fulgt sagen tæt. Det svækker den tidligere skatteministers forklaring. Det er ikke ulovligt at anvende private e-mailkonti, men normalt kommunikerer man via officielle mails, når det handler om noget professionelt.
Hverken Troels Lund Poulsen eller Peter Christensen har villet kommentere artiklen over for BT.
/ritzau/