Den savnede saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi satte angiveligt sit Apple Watch til at optage, inden han i begyndelsen af måneden gik ind på Saudi-Arabiens konsulat i den tyrkiske storby Istanbul.
Han er ikke set siden.
Den tyrkiske avis Sabah skriver ifølge CNN, at lydoptagelsen er blevet uploadet til Khashoggis iCloud på internettet. Man kan angiveligt høre, at Khashoggi bliver dræbt. Flere personers stemmer kan også høres på optagelsen.
Saudi-Arabien afviser, at landet skulle have slået den regimekritiske journalist ihjel og kalder beskyldningerne "grundløse".
Sabah rapporterer, at "forhøret, mishandlingen og drabet" på Khashoggi blev optaget og sendt både til hans telefon og til hans iCloud.
Tyrkiske efterforskere skulle ifølge avisen have fundet lydfilerne på telefonen, som journalisten menes at have givet til sin forlovede, inden han gik ind på konsulatet. Hun ventede angiveligt uden for bygningen i timevis, men så aldrig Khashoggi komme ud.
Den forlovede, Hatice Cengiz, bekræfter over for nyhedsbureauet AP, at Khashoggi bar et Apple Watch, da han gik ind på konsulatet. Hun fortæller også, at efterforskere er i besiddelse af hans telefoner.
The Washington Post har tidligere skrevet, at Tyrkiet er i besiddelse af både lyd- og videooptagelser, der skulle bevise, at Khashoggi er blevet dræbt. Den tyrkiske regering skulle have oplyst USA om oplysningerne.
Jamal Khashoggi har været i eksil i USA siden 2017. Her søgte han tilflugt, fordi han frygtede for sit liv.
Mens Tyrkiet og Saudi-Arabien er uenige om, hvad der er foregået på konsulatet i Istanbul, så er landene blevet enige om at samarbejde om efterforskningen af Khashoggis forsvinden.
/ritzau/