Rusland udnyttede internettjenesten Googles platforme til at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det siger kilder tæt på selskabets efterforskning af sagen til avisen The Washington Post.
Der blev fra Ruslands side anvendt titusindvis af dollar på at annoncere via YouTube, Gmail, Googles søgemaskine og andre Google-produkter. Det skriver det amerikanske dagblad, der henviser til foreløbige interne undersøgelser hos Google.
Ud over Facebook og Google har Twitter også rapporteret om russisk aktivitet i forbindelse med præsidentvalget. Google opdagede den russiske tilstedeværelse, da selskabet omdirigerede data fra Twitter.
Rapporterne i The Washington Post er baseret på anonyme kilder.
Annoncekampagnen på Google synes ikke at være gennemført af samme organisation med tilknytning til Kreml som den organisation, der gennemførte lignede aktioner via Facebook, siger kilderne.
De sociale medier Facebook og Twitter siger, at de vil vidne i sagen i forbindelse med Kongressens efterforskning.
Den amerikanske kongres har iværksat flere efterforskninger af russisk indblanding og udbredelse af propaganda til gavn for præsidentkandidaten Donald Trump.
Kilderne, som Washington Post har talt med, antyder, at de russiske forsøg på at påvirke det amerikanske valg var mere omfattende, end det tidligere har været kendt.
Efter afsløringerne skal Microsoft også have iværksat undersøgelser for at få klarlagt, hvorvidt Rusland stod bag køb af annoncer på søgemaskinen Bing og andre platforme. Det meddeler selskabet ifølge Reuters.
Den tidligere FBI-chef Robert Mueller undersøger sammen med flere udvalg i Kongressen, hvorvidt Rusland forsøgte at påvirke valget i USA sidste år.
Moskva nægter enhver form for indblanding i det amerikanske præsidentvalg.