Storbritannien planlægger ifølge avisen The Mirror at sende en af sine prinser i krig i Irak. 22-årige prins Harry, som er nummer tre i tronfølgerækken efter storebror William, skal ifølge avisen til Basra allerede i slutningen af februar.
Harry er løjtnant i hæren og skal lede 12 soldater i let pansrede køretøjer, siger en anonym kilde i militæret til avisen.
»De sidste detaljer er ved at blive ordnet, men han kommer helt sikkert af sted. Selvfølgelig, skal der tages hensyn til hans kongelige status, men han kommer også til at se ’action’,« siger kilden til avisen.
Det britiske forsvarsministerium kalder dog historien for »fuldkommen spekulativ«.
»Der er ikke truffet endelige beslutninger om, hvem der overhovedet skal af sted,« siger en talsmand fra ministeriet til Reuters.
Prins Harry har gennemgået sin officersuddannelse på det prestigefulde Sandhurst militærakademi. Han har tidligere udtalt, at han ikke vil sidde tilbage i Storbritannien, mens han ser sine soldaterkammerater drage til Irak.