Nordkorea har angiveligt henrettet flere rådgivere, efter at et topmøde med USA's præsident, Donald Trump, endte uden resultat i februar.
Det skriver den sydkoreanske avis Chosun Ilbo.
Ifølge avisen har det nordkoreanske styre holdt landets særlige udsending til USA ansvarlig for udfaldet af topmødet mellem Trump og Nordkoreas leder, Kim Jong-un.
Den særlige udsending, Kim Hyok-chol, og fire andre tjenestemænd skal være blevet henrettet i marts.
De fem var anklaget for at have spioneret for USA og skal derfor være blevet skudt og dræbt ved lufthavnen Mirim i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang.
- Kim Hyok-chol blev efterforsket og henrettet i Mirim Airport med fire embedsmænd fra udenrigsministeriet i marts, siger en anonym nordkoreansk kilde til avisen.
Kim Hyok-chol havde forhandlet med den amerikanske udsending Stephen Biegun forud for topmødet i Hanoi.
De fem henrettede er ikke de eneste, der er blevet straffet af det nordkoreanske styre efter topmødet.
Det gælder også blandt andet Kim Jong-uns rådgiver og højre hånd, Kim Yong-chol, som har stået for forberedelserne til topmødet med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo.
Han er blevet forvist til en arbejdslejr, hvor han skal gennemgå ideologisk genoptræning, skriver avisen.
Derudover skal den nordkoreanske rådgiver Kim Sond-hye være blevet sendt til en politisk fængselslejr.
Ligeså er Kim Jong-uns tolk, Shin Hye-yong, som efter topmødet er blevet anklaget for at have oversat fejlagtigt.
Efter topmødet i februar skal også Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong, være blevet bedt om at holde lav profil.
Topmødet fik en uventet brat slutning, da parterne skiltes uden at være blevet enige om en fælles udtalelse.
Begge parter sagde dog efterfølgende, at de var åbne for at genoptage samtalerne på et senere tidspunkt.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters