'Efter sommerferien skal lærere i Køge Kommune konfiskere Mars-bar og cola blandt de store elever.'
Sådan skriver avisen Information i dag på forsiden. Også Avisen.dk har citeret Information for artiklen, der umiddelbar fremstår som troværdig.
Men artiklen er usand, fortæller vicedirektør i Køge Kommune Ralf Klitgaard til Avisen.dk. Han blev meget overrasket, da han læste artiklen i avisen.
- Historien er en and. Der er ikke vedtaget sådan noget i Køge Kommune. Der er en enkelt skole i kommunen, der overvejer nogle retningslinjer om slik i skoletiden. Men det er ikke noget, som kommunen har besluttet for alle skolerne, siger vicedirektøren.
Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra Information.