For AaB s træner Erik Hamrén har årene i det nordjyske budt på både op- og nedture.
Den tidligere så udskældte træner nyder imidlertid i øjeblikket stor succes. Holdet er således med i toppen i den hjemlige liga og mere opsigtsvækkende klar til gruppespillet i UEFA-Cuppen efter en overraskende samlet sejr over italienske Sampdoria.
Den nuværende succes er ikke gået ubemærket hen i Hamréns hjemland - Sverige - hvor han tidligere har stået i spidsen for flere klubber. Og nu meldes den svenske klub Gais interesseret i at hente Hamrén hjem. Det skriver den svenske avis Aftenbladet.
Til avisen siger Hamrén:
- I løbet af mine fire år i Danmark har jeg fået tilbud fra forskellige klubber og det har jeg også nu.
Angiveligt skulle Hamrén allerede have sagt ja til Gais, hvor trænersædet er ledigt efter at holdets nuværende succestræner Roland Nilsson tager over i traditionsklubben Malmø FF.
Hamrén vil hverken af- eller bekræfte rygterne om et snarligt skifte.
- Der er altid mange rygter på den her tid af året (...) Fodboldmæssigt trives jeg godt i Aalborg. Vi ligger nummer to i ligaen og er klar til gruppespillet i UEFA-Cuppen, siger Hamrén, der dog erkender, at det trækker ned, at familien for to år siden flyttede hjem til Sverige.