En dyb regeringskrise i Finland eskalerer i rasende fart i forbindelse med en krise om landets postvæsen.
Medierne Iltalehti og Yle skriver, at den socialdemokratiske statsminister i Finland, Antti Rinne, er parat til at træde tilbage. Han vil ifølge Iltalehti indgive sin afskedsbegæring senere i dag.
Regeringspartiet Centerpartiet har meddelt, at det ikke længere har tillid til statsministeren.
Den politiske krise har rødder i en arbejdskonflikt i det finske postvæsen, Posti. Krisen har tidligere ført til strejker i flere sektorer.
Den er nu optrappet, efter at 700 postarbejdere i Posti er blevet flyttet til et datterselskab med en anden overenskomst, hvorved en del af de overflyttede er blevet tvunget over på en lavere løn.
Antti Rinne er blevet kritiseret for hans håndtering af sagen, og han beskyldes for at have løjet om den i rigsdagen.
Finlands brede koalitionsregering består af fem partier. Det er Rinnes socialdemokrater i SPD, Centerpartiet, De Grønne, Vänsterförbundet og Svenska Folkpartiet.
Finland har for øjeblikket EU-formandskabet.
Rinnes centrum-venstre regering har været ved magten siden juni, og den har været mere optaget af stridigheder på arbejdsmarkedet end den tidligere centrum-højre regering.
Rinne, som selv er tidligere fagforeningsleder, siger, at han hele tiden har gjort det klart over for fagbevægelsen, at han ikke vil acceptere forringelser for offentligt ansattes vilkår.
- Hvis Rinne har løjet, så må han gå, tweeter Jussi Halla-aho, formand for det store nationalkonservative parti De Sande Finner, som er i opposition.
/ritzau/FNB
/ritzau/FNB