Mindst en af spillerne ved de hjemløses VM, der netop er blevet afviklet i København, har ambitioner om en karriere som professionel fodboldspiller.
Og skal man tro de portugisiske medier, er de danske mestre fra FC København i kontakt med den 19-årige Mario Andrade, der gjorde en god figur under slutrunden.
- Jeg var den eneste, de kontaktede. Det kan være en fantastisk
chance for mig. Når de havde spillet i Jerusalem, ville de kalde mig
til prøvetræning, fortæller den 19-årige Mario Andrade ifølge B.T. til det
portugisiske nyhedsbureau Lusa.
I Portugal er historien slået stort op i de fleste medier. Og historien har da også alt, hvad en god historie skal have. Mario Andrade kommer således fra fattige kår, har ni søskende og ingen
far, fortæller journalisten Sergio Krithinas fra avisen 24Horas. Kort sagt en rigtig solstrålehistorie.
Hvis den altså er sand.
FC Københavns sportschef Carsten V. Jensen har nemlig kun hovedrysten tilovers for historien. Til B.T. siger han:
-
Normalt kommenterer vi ikke på historier om spillere, men denne gang
vil jeg gøre en undtagelse, for det der er fuldstændig latterligt, så
det er ikke noget, du behøver gå videre med.
Så let slipper sportschefen dog næppe, for ifølge
B.T.s portugisiske pressekilder, vil han blive stillet spørgsmål om
spilleren, når FCK mandag ankommer til Lissabon forud for Champions
League-kvalifikationskampen mod Benfica.