I strid med reglerne ser Andreas Christensens far ud til at have fået millioner i Chelsea via en aftale som falsk talentspejder.
Det skriver Politiken, som har haft adgang til dokumenter fra whistleblowerplatformen Football Leaks.
Nogle af papirerne handler om den danske landsholdsspiller Andreas Christensen og hans far, Sten Christensen.
I 2012 var den dengang 15-årige dreng et af Danmarks største forsvarstalenter.
Ombejlede Andreas Christensen endte med at skrive kontrakt med Chelsea 1. juli 2012.
Ifølge en lækket intern oversigt over Chelseas konsulentaftaler, som Politiken er kommet i besiddelse af, tiltrådte Sten Christensen på præcis samme dag som sin søn - formelt som talentspejder.
Blandt navnene på oversigten var Andreas Christensens far den bedst lønnede og stod til at få mere end ellers velrenommerede talentspejdere, skriver Politiken.
Avisen har regnet det sammen til at løbe op i omkring fem millioner kroner over fire år. Man kan se på et dokument, at Sten Christensen vil modtage 11.400 pund plus moms om måneden.
Det fremgår ikke, om Sten Christensen reelt har arbejdet med talentarbejdet for Chelsea. Og avisen blev ikke klogere af en snak med fodboldfaren.
- Prøv at hør, det er en historie, som I har fået fra en eller anden ukrainer eller sådan noget.
- Det har jeg slet, slet ingen kommentarer til overhovedet, siger Sten Christensen til Politiken.
Heller ikke Chelsea vil snakke om salæret til danskerens far.
- Vi kommenterer ikke spekulationer om fortrolige kontrakter eller spillerrelaterede sager, lyder svaret fra London-klubben til Politiken.
Premier League har regler, som skal forhindre bestikkelse af mindreårige spillere og deres forældre til at vælge en bestemt klub:
- Ingen klub må lokke eller forsøge at lokke en spiller til at underskrive en kontrakt ved direkte eller indirekte at tilbyde ham eller enhver person knyttet til ham en ydelse eller betaling, står der i reglerne.
/ritzau/