Avisen B.T. mener at vide, at Anja Andersen har opgivet sine planer om at flytte sit Dream Team til Roskilde.
Efter en række uoverensstemmelser med Slagelse Kommune besluttede Anja Andersen sig ellers for at flytte hele sit håndboldhold til Roskilde, men heller ikke i Roskilde er tingene gået Andersens vej. Roskilde Håndbold rykkede ned i sidste sæson og forsinkede hele projektet med et år, og Roskilde Kommune vil ikke give den millionstøtte til projektet, som Anja Andersen havde håbet på.
Ifølge B.T. skulle Anja Andersen nu fortryde flytteplanerne og i stedet blive på Vestsjælland.