Det evige problembarnet og gudsbenådede talent, Nicolas Anelka, er ifølge den velrenommerede franske avis L'Equipe blevet smidt ud af Frankrigs VM-trup.
Årsagen skal være en par grimme skældsord mod landstræner Raymond Domenech under pausen i 0-2-nederlaget til Mexico.
"Din beskidte ludersøn," skal Anelka angiveligt havde kaldt landstræneren, hvilket har udløst en tidlig returbillet til Chelsea-spilleren, der har levet som lidt af en fodboldnomade på grund af sin kontroversielle personlighed.
"Din beskidte ludersøn," var ordene, som den franske landstræner blev udsat for midt i nederlaget, der med stor sandsynlighed koster Frankrig billetten til ottendedelsfinalerne.
Ifølge nyhedsbureauet AP nægtede Anelka efterfølgende at sige undskyld foran holdkammeraterne og blev derfor sendt hjem.
Anelka nærer ifølge iagttagere af landsholdet gammelt nag til Domenech, der undlod at udtage ham til VM i Tyskland i 2006, selvom angriberen Djibril Cisse blev skadet samme aften, som Frankrig rejste til Tyskland.
Det franske landshold er i Sydafrika angiveligt splittet af interne rivaliseringer.
Nu forlyder det også, at midtbanespilleren Yoann Gourcuff bliver frosset ud af truppen, mens forsvareren William Gallas er sur på træneren over, at han har givet anførerbindet til Patrice Evra.