Det er ti år siden, at Diana, hendes kæreste Dodi Al Fayed og chauffør Henri Paul omkom i en tunnel i Paris.
Tirsdag begyndte den endelige retslige undersøgelse af sagen. Over de næste seks måneder vil de 11 jurymedlemmer blive præsenteret for omfattende bevismateriale, før de kan træffe deres afgørelse: Døde prinsessen i en trafikulykke, eller blev hun likvideret?
Men Dodi Al Fayeds far, mangemilliardæren Mohamed Al Fayed, forventes nu at forlange, at selveste dronning Elizabeth møder op i vidneskranken efterfulgt af prins Phillip og andre kongelige. Det skriver Daily Mail.
Hvis rigmanden gør alvor af sine trusler, vil sagen blive forsinket yderligere, imens hans krav behandles.
Al Fayed mistænker det britiske kongehus for at have iscenesat trafikulykken for at slippe af med prinsessen.
Ifølge en ny meningsmåling foretaget for Sky News er hver tredje brite overbevist om, at Diana var udsat for en forbrydelse.