Efter Avatar-filmens massive succes er 3D efterhånden blevet det nye sort i Hollywood. Det har også betydet, at James Cameron nu bliver brugt til at rådgive om, hvordan man laver en 3D-Film.
Ifølge MTVs tegneserieside Splashpage har den 55-årige instruktør senest rådgivet instruktøren Marc Webb om, hvordan han får lavet den næste Spiderman-film i 3D.
"Webb vil lave den næste film i 3D. Så vi prøver at hjælpe dem så meget som muligt," fortæller James Camerons samarbejdspartner, produceren Jon Landau, til Splashpage.
Ifølge Jon Landau hjælper han og James Cameron gerne filmskabere med at lave film i 3D, fordi de er trætte af, at så mange filmselskaber i øjeblikket rider med på 3D-bølgen og konverterer deres film til 3D ved hjælp af billige computereffekter i stedet for at filme dem med 3D-kameraer fra start af, som de selv gjorde med 'Avatar'.
"'Clash of The Titans' (ny storfilm. red) bliver ikke udgivet som en 3D-film, men de konverterer den meget hurtigt til 3D, det er jeg ikke tilhænger af," siger Jon Landau og fortsætter:
"Hvis man vil lave en 3D-film, så skal man filme det som en 3D-film."