Hvis de autonome ikke kan opføre sig ordentlig, så bliver de sendt på landet. Det kan blive konsekvensen, hvis Socialdemokraternes Frank Jensen vinder posten som overborgmester i København.
Den tidligere justitsminister har fået nok af smadrede ruder og væltede lygtepæle efter weekendens ballade i det indre København.
"Politiet må anvise dem et andet sted uden for byen, hvor det her ikke kan føre til at de ødelægger mange menneskers boliger og gader og stræder. Det går simpelthen ikke," siger Frank Jensen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Frank Jensen vil nu forsøge at starte en dialog mellem Københavns Kommune, politiet og de autonome. Det skal være med til at forhindre omfattende hærværk, som det var tilfældet natten til lørdag.
"Vi skal i en dialog. Man skal sikre sig, at fremtidige happenings og aktiviteter kan finde sted på en måde, så det ikke udvikler sig til det her fuldstændig vanvittige hærværk, som vi så i lørdags," siger Frank Jensen.