Politi og nødberedskab var tidligt tirsdag morgen dansk tid massivt til stede ved Southern Cross University i den australske by Lismore. Det skete efter skræmmende trusler om et angreb på universitetets område.
Efter fire timers stilstand, hvor der var usikkerhed om, hvorvidt der var bevæbnede personer på området, blev en evakuering af universitetet indledt. Politifolk sagde til australske medier, at der "for øjeblikket ikke er nogen trussel mod stedet".
En ledende politimand, Wayne Humphrey, siger til den regionale avis Northern Star, at "området er sikkert, og der er ikke fundet våben på campus".
Ifølge Sydney Morning Herald var det et truende opkald til universitetsledelsen, der førte til politianmeldelsen.
Lismore ligger få kilometer sydvest for den populære rejsedestination Byron Bay på Australiens østkyst.
Medierne bragte løbende opslag fra sociale medier, hvor studerende var under såkaldt lockdown, hvor ingen har tilladelse til at komme ind på eller forlade området.
Samtidig blev forældre til elever på en nærliggende folkeskole rådet til at holde deres børn inden døre.
Øjenvidner forklarer til Daily Examiner, at det fremmødte politi er svært bevæbnet.
/ritzau/