Flere udenlandske medier beretter, at en australsk studerende er blevet anholdt i Nordkorea.
Australiens udenrigsministerium har siden hen arbejdet på at få det bekræftet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ministeriet har ikke offentliggjort mandens identitet, men ifølge flere medier, herunder The Guardian, er der tale om 29-årige Alek Sigley.
Sigley studerede i Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, og er blevet efterlyst af sine venner.
- Udenrigsministeriet yder lige nu bistand til familien til en australsk mand, der er blevet meldt anholdt i Nordkorea, siger en talsmand i en pressemeddelelse.
- Ministeriet arbejder på højtryk for at finde en afklaring.
Nordkoreas FN-repræsentation har ikke udtalt sig i sagen.
I 2017 døde den amerikanske studerende Otto Warmbier, efter at han var anholdt i Nordkorea i 17 måneder.
Warmbier blev anholdt i 2016 og fik en straf på 15 års hårdt arbejde for at have forsøgt at stjæle en propagandaplakat fra det hotel, han boede på.
Han vendte hjem til USA i koma, men døde kort efter.
Det medførte, at USA indførte et forbud mod at rejse til Nordkorea for landets borgere.
Australiens ambassade i Sydkorea forsøger nu at komme i kontakt med myndighederne i Nordkorea.
Sigley har tidligere skrevet i et blogindlæg, at han var kandidatstuderende på Kim Il Sung-universitetet i Pyongyang og leder af et rejseselskab, der arrangerer ture rundt i Nordkorea.
/ritzau/