Tidligere i år blev hun landets første kvindelige premierminister, og nu står det så klart, at Julia Gillard får lov til at fortsætte på posten.
De sidste to uger har ellers budt på noget af et drama, da løsgængerne skulle finde ud af, hvilken regeringsleder de ville pege på.
Men her til morgen skriver engelske BBC, at både Tony Windsor og Rob Oakeshott, begge uafhængige parlamentsmedlemmer, støtter op om Julia Gillard, mens Bob Katter støtter oppositionslederen Tony Abbott.
Og på den måde får arbejderpartiets førstekvinde et mandat mere i Underhuset end den liberale leder.
"Valget har mindet om en sæbeopera, og det hele endte som finalen i et realityshow, hvor vinderen holdt på sin hemmelighed, indtil hun stod frem på tv," siger BBC's udsendte Nick Bryant til det britiske medie.
Den australske mindretalsregering bliver den første af sin slags siden Anden Verdenskrig.