Den australske tennisspiller Nick Kyrgios sendte fredag morgen dansk tid verdensranglistens nummer to, Novak Djokovic, ud af kvartfinalen i ATP-turneringen Mexico Open efter et væld af serveesser.
25 gange hamrede 21-årige Kyrgios en ubesvaret serv afsted mod Djokovic, og ikke en eneste gang blev Kyrgios brudt i kampen. Det var med til at udløse en australsk sejr på 7-6, 7-5.
Det var første gang i karrieren, at Kyrgios, verdensranglistens nummer 17, mødte Djokovic.
- Det her var, hvad jeg drømte om som lille. Jeg ville spille på de store arenaer mod nogle af de bedste spillere i verden.
- Det har aldrig været et problem at sætte mig op til de her kampe, siger Nick Kyrgios.
Australieren har ellers flere gange været i problemer på grund af manglende engagement. I en periode havde han karantæne på grund af sin ugidelige attitude på banen.
Efter at være blevet slået ud af årets Australian Open fik han en bøde på 38.000 kroner for at have kastet med en ketsjer og brugt upassende sprogbrug over for kampens dommer.
Nu kan den velservende Kyrgios se frem til en semifinale mod Sam Querrey i Acapulco. I den anden semifinale mødes verdensranglistens nummer seks og otte, Rafael Nadal og Marin Cilic.
For Novak Djokovic' vedkommende markerer nederlaget et kedeligt comeback efter en måneds pause oven på Australian Open-nederlaget til upåagtede Denis Istomin fra Uzbekistan.
/ritzau/